Kunst og kultur skaber indtægter for samfundet. Alligevel må kulturarbejdere som musikere, kulturformidlere, billedkunstnere, scenekunstnere, teaterinstruktører, forfattere og fast- og løstansatte ved museer, biblioteker og arkiver konstant argumentere for deres berettigelse og insistere på at få løn for deres arbejde.
I august 2023 blev det årlige Kulturmødet Mors afholdt, hvor kulturarbejdere og politikere samledes om at fejre og diskutere kulturen.
Under debatten ’Kulturen som et rigtigt arbejde’ stillede moderator Anne Sophia Hermansen publikum spørgsmålet: »Hvor mange af jer er blevet tilbudt en opgave, hvor betalingen var to flasker vin og gratis eksponering?«. Alt for mange rakte hånden i vejret.
Det sker igen og igen: Musikere bliver hyret til spillejob langt under mindstehonoraret. Forfattere bliver bedt om at læse op for en gratis middag. Og i 2020 måtte kunstneren Sofie Hesselholdt råbe vagt i gevær, da kunstmuseet ARoS ville have hende til at holde foredrag for museets gæster med en lysestage fra museumsshoppen som betaling.
Samtidigt har vi de seneste år kunnet læse den ene historie efter den anden om horrible arbejdsforhold ved landets kulturinstitutioner.
Hvorfor er det sådan?
Et arbejde er ikke et kald
Først og fremmest skæmmes kulturbranchen af den udbredte fordom, at kulturarbejdere er nogle særlige skabninger, der kan leve af deres kald. Men som sygeplejerskerne har råbt op om mange gange op gennem historien, kan ingen leve af et kald alene. Måske er det simpelthen på høje tid at aflyse forestillingen om arbejde som et kald – i alle brancher?
For arbejde er i sidste ende bare arbejde. Også selv om man har valgt profession ud fra sine personlige interesser. Man møder vel heller ikke mange, der har valgt pædagogfaget uden at holde af børn.
Alligevel har stort set alle kulturarbejdere prøvet at sidde til en familiefest og blive krydsforhørt om deres valg af karrierevej. Og rigtig mange af os har prøvet det så mange gange, at vi på et tidspunkt er begyndt at undskylde for vores profession, allerede inden vi er nået til rigtigt at beskrive den. Mon tømrere, elektrikere og speditører oplever det samme?
Uanset, vidner de anklagende udspørgninger om en forestilling om, at et fag kun har en berettigelse i samfundet, hvis alle forstår, hvad det gavner. Den forestilling skal vi ud over, hvis vi vil skabe et sundt arbejdsmarked.
Kultur er nødvendigt for samfundet
Derudover må det være på tide at aflyse fordommen om kulturoplevelser som flødeskum på toppen af Maslows behovspyramide. Det er rigtigt, at kulturen ikke altid løber rundt af sig selv, og at mange kulturtilbud kun lader sig gøre, fordi de bliver støttet af fonde og puljer. Men det samme gælder for udviklingsprojekter i uddannelses-, social- ogsundhedssektoren og en stor del af forskningen i Danmark. Vil vi undvære de resultater, som eksterne midler er med til at skabe i de brancher?
Dertil kommer, at vi har brug for kulturen og de oplevelser og indsigter, den kan give os. Under coronanedlukningerne så vi netop, hvordan folk brugte de tilgængelige kulturtilbud til at holde modet oppe. Der blev hørt lydbøger, streamet koncerter og set på museumsgenstande i det virtuelle rum af en befolkning, der var åndeligt sulten.
Derudover løftede Den Kulturpolitiske Redegørelse så sent som i maj 2023 sløret for de indtægter, som kultur og kreative erhverv genererer. Kulturtilbud gavner tilflytningen og turismen, også i mindre tætbefolkede egne af Danmark. Og de gavner beskæftigelsen – tømrere, elektrikere og speditører spiller nemlig en vigtig rolle i realiseringen af kulturoplevelser. Også af denne grund drømmer vi om en større solidaritet mellem brancherne.
Kulturarbejderne skal være solidariske
Heldigvis er der noget i gære i kulturbranchen. Allerede i 2020 lykkedes det Kunstnernes Fagforening (KUFA) sammen med Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Organisationen for kunstnere, kuratorer og kunstformidlere (UKK) at forhandle en aftale på plads med museerne: Fremover får kunstnerne løn (som i: rede penge) for at udstille og formidle deres kunst på museerne. Efter nogen tøven er også kunsthallerne fulgt med. Det kan altså godt lade sig gøre at tage en faglig kamp på kulturområdet.
Det kræver dog, at kulturarbejdere i alle hjørner af branchen agerer solidarisk. Det nytter ikke at melde sig ind i de forbund, der trods alt findes, hvis man samtidig konstant siger ja til at arbejde gratis eller til honorarer, der ligger langt under forbundenes anbefalinger. Hvis vi skal undgå det, må vi holde samtalen om kulturarbejdernes vilkår i gang – og tale åbent og ærligt om de penge vi tjener, de fonde vi søger, og de bijobs mange er nødt til at have for at få råd til huslejen.
For eksempel ved vi, at gennemsnitsindkomsten for billedkunstnere i Danmark er 242.000 kroner. Under halvdelen af denne indkomst kommer fra arbejde med kunst. Resten kommer hovedsageligt fra lønarbejde. Åbenbart er billedkunstnerne altså andet og mere end excentriske tosser, der ikke passer ind på det etablerede arbejdsmarked. Vi kan vel tillade os at formode, at det samme gælder musikere, skuespillere og freelance-kulturformidlere.
Så måske skulle kulturministeren og beskæftigelsesministeren stikke hovederne sammen og begynde at interessere sig lidt mere for kulturbranchens patchworkøkonomier og kulturskabernes potentiale som multikompetente og ekstremt omstillingsparate skatteydere?
Forbrugerne har også et ansvar
Derudover er det på høje tid, at vi som forbrugere af kulturtilbud begynder at interessere os for de vilkår, kulturtilbuddene er skabt under.
I Danmark er vi vant til at være kritiske forbrugere. Vi stiller spørgsmål til det, vi køber – fra økologisk mad til tøj fremstillet uden brug af klimabelastende kemikalier eller underbetalte sweatshoparbejdere. Selvfølgelig kan vi som forbrugere kræve, at helt almindelige arbejdsmarkedsregler også gælder for kulturbranchen.
De seneste år har det ikke krævet meget research at udpege de spillesteder, teatre og museer, hvor arbejdsmiljøet haltede. Tænk, hvis vi ikke bare havde svælget i de seneste afsløringer om den tidligere teaterdirektør Jon Stephensen og den tidligere chefdirigent Michael Bojesen, men også var holdt op med at møde op til ting, de kompromitterede personer havde haft del i at søsætte.
Vi håber at opleve den dag, hvor studerende ved landets musikkonservatorier, skuespilleruddannelser, kunstakademier og humanistiske uddannelser ikke længere skal forsvare deres uddannelsesvalg til familiefesten. Hvor ingen kunstner bliver lønnet med en lysestage, og ingen musiker spiller til et honorar langt under mindstetariffen. Hvor kunst og kultur er en branche på linje med alle mulige andre brancher i Danmark frem for at være noget særligt eksotisk, mytologiseret og stigmatiseret.
Vi håber på, at når nogen i fremtiden stiller spørgsmålet: »Hvor mange af jer er blevet tilbudt en opgave, hvor betalingen var to flasker vin og gratis eksponering?« er der ingen, der rækker hånden op.
Vi håber, at både kulturskabere og kulturforbrugere vil være med til at bryde de dårlige mønstre, der præger kulturbranchen, ved at tale åbent om vilkårene og handle ud fra den viden, det giver os.
I første omgang opfordrer vi alle kulturarbejdere til at bryde tabuet, så del din ’to flasker vin’-historie på de sociale medier med hashtagget #toflaskervin. Og husk meget gerne at tagge din kulturminister, dine lokalpolitikere og dit fagforbund, så de kan give en hånd i kampen for rimelige arbejdsvilkår.
