Giver de private kunstfonde institutionerne mere magt?
I en artikelserie på Fundats.dk diskuteres det, hvordan magtbalancen i kunstbranchen har ændret sig. De private kunstfonde stiller i højere grad end tidligere krav om, at kunstnere har en underskrevet udstillingsaftale, inden deres ansøgning kan komme i betragtning. På grund af dette må kunstneren tilpasse sin værkproduktion, så den er mere spiselig for udstillingsstederne, hvilket kan medføre en forvridning af magtbalancen i kunstbranchen.
Hvordan påvirker denne tendens den frie kunst? Findes den overhovedet i dag?
Samtidig har man kunnet spore usikkerhed blandt udstillingsstederne om, hvorvidt fondene er klar til at håndtere den stigning i omkostninger, som minimumshonoraraftalen lægger op til. Fondene er bredt uenige i, at et sådant budskab skulle være kommet fra dem.
Signe Klejs, kunstner og forperson for Kunstnernes Fagforening – KUFA, udtaler sig på en række punkter i artikelserien. Blandt andet har hun følgende at sige om, hvordan kravet om udstillingsaftaler kan påvirke kunstnere:
„Fondenes krav om udstillingsaftaler er en fælles udfordring for alle billedkunstnere i dag. Man går lynhurtigt ind i tankegangen om, at kunsten skal have en aftager, sådan at man kan søge midler.‟ *1
Situationen, hvor en udstillingsaftale er nødvendig for at komme i betragtning til private fondsmidler, påvirker også tidsperspektivet i den kunstneriske proces:
„Det har også frataget nogle kunstnere muligheden for en længere periode til at udvikle deres kunst uden et konkret mål. Den helt frie kunst har ikke den samme plads som tidligere.‟ *1
På den positive side mener Signe Klejs også, at:
„Fondenes fokus på udstillingsaftaler er også en bevægelse fra, at man tidligere har opfattet kunstneren som sin egen lille købmand på markedsvilkår, til at man i dag mere ser kunsten som noget, der skal bredes ud i samfundet og ikke kun være de få forundt. Den bevægelse synes jeg er positiv, fordi flere mennesker kommer i berøring med kunsten, og det gavner kunstfeltet.‟ *1
I artikelseriens anden del peger fingeren den anden vej. Her diskuteres det, om Organisationen af Danske Museer og Foreningen af Kunsthaller er bekymrede for, at fondene vil løfte den øgede omkostning, som minimumshonoraraftalen medfører. Altså, om selve honoreringen af det kunstneriske arbejde kan indskrives som en fast udgift ved en udstilling.
Minimumshonoraraftalen er en aftale indgået mellem kunstnerorganisationerne: Billedkunstnernes Forbund (BKF), Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK), Kunstnernes Fagforening (KUFA), Organisationen af Danske Museer (ODM) og Foreningen af Kunsthaller i Danmark. Aftalen blev senest revideret i 2023.
Ifølge aftalen skal en kunstner som minimum have et honorar på 16.000 kr. for en udstilling på en institution, der har under 10.000 besøgende om året. Honoraret stiger baseret på antallet af besøgende om året.
„Jeg kan ikke forestille mig, at det ligger fondene på sinde at sætte en stopper for en udvikling, hvor indholdsproducenterne – kunstnerne – aflønnes. Men vi ved det jo ikke, og jeg ser derfor dette her som en mulighed for dialog og for at invitere fondene med ind i samtalen om kunstnerhonorering.‟ – Signe Klejs. *2
I tredje del af artikelserien tager fondene del i dialogen for at afvise, at de skulle have udtrykt et ønske om, at museer og kunsthaller skulle holde lønninger til kunstnere nede.
John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond, mener, at forhandlingerne bør tages mellem kunstnere og institutioner uden indblanding fra fonden. *3
Artikelserien har hermed afdækket flere misforståelser og understreger behovet for dialog på området. Den frie kunst bør også kunne tilgodeses i fondenes tildelingsprocedurer og – naturligvis – honoreres hver gang. Minimumshonoraraftalen er i øvrigt et udtryk for en minimumshonorering og er dermed et udspil til yderligere forhandling.
Du kan læse artikelserien på Fundats.dk via disse links (tilgængelig for læsere med abonnement):
https://fundats.dk/fagomraader/kunst/fonde-paa-stribe-afviser-at-staa-bag-loenpres-paa-kunstnere/
*1 ”Pressede kunstnere: Fondenes krav udfordrer den kunstneriske frihed”, artikel af Steffen Nyboe Mcghie. Udgivet 14.01.25 på Fundats.dk (https://fundats.dk/fagomraader/kunst/pressede-kunstnere-fondenes-krav-udfordrer-den-kunstneriske-frihed/)
*2 ”Kunstnere: Museerne frygter, at fondene ikke vil gå med til bedre kunstnerlønninger.” Artikel af Steffen Nyboe Mcghie. Udgivet 04.02.25 på Fundats.dk (https://fundats.dk/fagomraader/kunst/kunstnere-museerne-fortaeller-at-fondene-ikke-vil-gaa-med-til-bedre-kunstnerloenninger/)
*3 ”Fonde på stribe afviser at stå bag lønpres på kunstnere.” Artikel af Steffen Nyboe Mcghie. Udgivet 11.02.25 på Fundats.dk (https://fundats.dk/fagomraader/kunst/fonde-paa-stribe-afviser-at-staa-bag-loenpres-paa-kunstnere/)
